“Jeg er ikke blevet testet positiv” – Det er den sætning danskerne for altid vil forbinde med Bjarne Riis. Da han cyklede over målstregen på sin racercykel i 1996, iført den gule trøje, var det uden samstykke den største sportspræsentation nogensinde i Danmark, men men……..Vi kender jo alle resten af historien.
Danskerne skulle jo straks ud at købe nyt sportstøj, i efterdynningerne af tour sejren. Alle ville være cykeltyttere og cykler var pludselig det nye “in” i Danmark.
Hele sagen kulminerede i maj 2007 hvor Bjarne Riis på et pressemøde indrømmnede at ham og hans racercykel, ikke havde vundet touren på naturlig vis. Han havde taget doping. Pludselig lød der et ramaskrig gennem landet og danskerne lagde for en tid deres sportstøj på hylden, fordi deres store helt, pludselig bare var en sørgelig skygge af den cykel helt han engang var.
Men hvordan skal vi i virkeligheden forholde os til doping – Om vi vil det eller ej, er det jo en fast integreret del af cykel sporten – på godt eller ondt. Problemet er bare, at man ikke kan se brugen af doping. Det er jo ikke sådan at rytternes sportstøj skifter farve, ved brug af doping. De snyder deres krop til at kunne præstere mere, end den i virkeligheden kan. Og det er farligt, for på et eller andet tidspunkt, cykler du jo nærmest kroppen ihjel, da stoffet får dig til at tro at du kan præstere 50 % mere end du i virkeligheden kan. Så er doping i virkeligheden et mirakelpræperat eller livsfarligt?